Hvorfor denne blog?

 

Et varmt velkommen til dig. Mit navn er Razan El-Nakieb.

På denne blog formidler jeg historier om en af Danmarks største og mest omdiskuterede minoritetsgrupper, nemlig de danske muslimer, med henblik på at komme tættere på dem.
Jeg ved godt, at snakken om dem i forvejen fylder meget, både herhjemme og på verdensplan. Faktisk har debatten om islam og muslimer aldrig været så intens, som den er i dag. Til trods for den opmærksomhed gruppen får i medier, debatter og i politik, så er mit indtryk, at den almindelige dansker har for lidt kendskab til nuancerne på grund af det distancerede, snævre og til tider misvisende billede, der tegner sig af denne minoritetsgruppe og islam som religion.

Som dansk muslim har jeg svært ved at se passivt til. Samtidigt har det altid været mit ønske at bruge min journalistik på noget, der gavner mennesker. Noget, der rykker os fra A mod B – for vores børns skyld, for de generationer, der skal bære det her samfund videre, for sameksistensens skyld.
Målet er ikke at ændre på alle kritiske holdninger til islam og muslimer, for det er selvsagt umuligt. Men hvis blot nogle får gavn af indholdet på bloggen, er jeg mere end tilfreds.

Jeg er 29 år gammel, har en bachelor i journalistik og en kandidatgrad i Mellemøststudier, hvor jeg har specialiseret mig i netop danske muslimers religiøse praksis.
Baseret på egne erfaringer og gennem interviews og fortællinger jeg møder i min hverdag, håber jeg at kunne give læseren et dybere indblik i livet som dansk muslim og en nuanceret forståelse af islam som religion.

Min faglige baggrund og professionelle erfaring som journalist gennem flere år kvalificerer mig til at formidle troværdigt og tilstræbt objektivt.

Tak, fordi du læste med så langt.

God fornøjelse.