Allahu Akbar, en guldklump er født

Allahu Akbar, Allahu Akbarhvisker en nybagt far stille ind i højre øre på den få minutter gamle baby, der ligger trygt hos sine forældre, hvorfra den nu skal møde verdenen.

Allahu Akbar, Allahu Akbar, lyder det fra højtaleren i moskeen fem gange dagligt, når imamen kalder til bøn. Hvis du har været i Tyrkiet, Egypten, Marokko eller et andet muslimsk land, har du sikkert hørt det muslimske kald til bøn. Et kald, der er kendt for at resonere rørende følelser, fremkalde gåsehud, og endda få folk til at konvertere til islam efter at have hørt det. Jeg kender personligt én kvinde, der lige netop gjorde det.

Allahu Akbar, tænker muslimen på balkonen, mens hun betragter de farverige spor af solen, der forsigtigt har tjekket ud et dybt sted i horisonten.

Nu bliver du måske pludselig i tvivl, om det også er det udtryk, du har læst, at en selvmordsbomber råber, få sekunder inden vedkommende sprænger sig selv i luften og hiver en flok uskyldige med i døden?
Og om det ikke også er det udtryk, verdens nok mest forhadte terrorgruppe, Islamisk Stat, råber i propagandavideoer, inden de halshugger eller afbrænder gidsler?

Jo, det er præcis det udtryk… som må siges at have fået sig et noget kedeligt omdømme. Den frygt, som udtrykket skaber hos mange i dag, er uforenelig med den fred, kvinden på balkonen møder ved solens forsvinden, eller det unikke øjeblik, en far byder sit nyfødte barn velkommen til verden.
Udtrykket bliver i dag associeret med ondskab og terror, selv af myndighederne; under en terrorøvelse i Manchester i 2016, råbte politiet Allahu Akbar, inden en fiktiv selvmordsbomber sprængte bomben. Noget, som politiet bagefter måtte beklage.

Allahu Akbar betyder Gud er Større, og svarer til danske vendinger som “takket være Gud”, “Vorherre bevares”, “bevar mig vel”, “for Guds skyld”.
Det er en måde at lovprise Gud på,  som ingen selvmordsbomber, Islamisk Stat eller andre kan tage patent på; for de deler det med 1,8 mia. muslimer, som dagligt anvender det i overvældende, unikke og idylliske sammenhænge.
Det er en sætning, der hver dag minder muslimer om, at Gud er større, end hvad deres bekymringer måtte være, og at Gud i særdeleshed er større end den ulækkerhed og vanvid, begået i Hans navn af et fåtal af muslimer.  

2 kommentarer til “Allahu Akbar, en guldklump er født”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *