Derfor fejrer jeg ikke jul.

Siden jeg var barn, er jeg næsten hvert år på denne tid blevet spurgt, hvorfor jeg ikke fejrer jul.
Jeg husker, at jeg som barn syntes, det var virkelig svært at svare ordentligt på.
Måske fordi jeg ikke helt selv forstod det dengang. Og det jeg forstod, havde jeg svært ved at formulere, så jeg følte mig forstået: at julen er kristen, og jeg er muslim, derfor fejrer jeg ikke jul.

Det er forenklet sagt samme svar, der gælder den dag i dag, hvor jeg heldigvis selv forstår det bedre efter at have taget stilling.

Hvis jeg skal fejre jul, har jeg brug for at forholde mig til, hvad det er, jeg fejrer, og hvorfor jeg vil fejre det? Ligesom jeg formoder, at alle andre, der fejrer jul, også ved, om de fejrer det af religiøse årsager, for traditionen og hyggens skyld eller noget helt tredje. For det er korrekt, at man selv kan vælge, hvad man vil lægge i det. Og det er en kendsgerning, at mange danskere fejrer jul af andre grunde end den religiøse. Kan jeg så ikke bare vælge at gøre det samme?

Og svaret er et forsigtigt nej. For det er ikke nej som i, at jeg bare vil være på tværs og uden for det danske fællesskab. Det er et nej som i, at det strider imod min overbevisning. Jeg skynder mig at understrege, at indlægget ene og alene er udtryk for mine standpunkter, sådan som jeg følger islam, hvorfor jeg altså ikke taler på vegne af alle danske muslimer. Det er heller ikke intensionen at starte en større debat, men blot at oplyse for den gensidige forståelses skyld og for at møde noget af den undren, jeg ved findes derude.

Mit svar skal ses i lyset af, at jeg er et troende individ. For som menneske med et religiøst hjerte, er det lige netop nærliggende for mig at opfatte julen, for hvad den jo i virkeligheden også er: en religiøs højtid. Problemet er bare, at den tilhører en anden religion end min egen. Jeg er klar over, at nogle sporer julen tilbage til en hedensk solfest-tradition i en polyteistisk tid, (det gør ikke udgangspunktet bedre) – dette dog kun i Danmark, mens resten af verden – og også mange herhjemme – forbinder julen med Kristendommen og Jesu fødsel (fred være med ham).
Mange ikke-troende danskere kan måske netop kva deres a-religiøsitet uproblematisk ignorere det kristne grundlag, og nyde julen på basis af noget andet. Men det ville jeg ikke kunne gøre med de religiøse briller, jeg ser verden – og også julen med. Og det betyder, at det kristne grundlag bliver skubbet ind i kernen af svaret på, hvorfor jeg ikke fejrer jul.

Mere konkret er julen en fejring af Jesu fødsel; Jesus, som ifølge mine kristne venner, opfattes som Guds søn eller en inkarnation af Gud. Der er måske mange, der ikke ved det, men dér rammer vi lige ned i det ømmeste punkt for en muslim, og som nok er det, der tydeligst adskiller en muslim fra en kristen; nemlig opfattelsen af Jesus som guddommelig. Jesus er for muslimer en højtæret og respekteret profet, men han er på ingen måde guddommelig. Som muslimer tror vi ikke på, at Gud har nogen børn eller selv er kommet af noget eller nogen, og opfattelsen af Jesus som en inkarnation af Gud eller Guds søn er derfor for os at se blasfemisk, fordi den sidestiller en partner med Gud. Og det er en af de største synder, man kan begå som muslim, hvis ikke den største. Derfor kan jeg heller ikke være med til at fejre en fødsel af en profet, som hviler på en opfattelse, der er modstridende med noget fundamentalt i min egen tro. For anekdotens skyld fejrer jeg heller ikke profeten Mohammad’s fødsel (fred og velsignelser være med ham).

Mine argumenter betyder ikke, at jeg ikke ser det hyggelige i at give adventsgaver, eller det smukke i et pyntet juletræ – for det gør jeg – men da det hele er forbundet til den selvsamme overbevisning, har jeg i min private sfære valgt ikke at tage del i den slags.

Nogle mener, at man skal fejre jul for overhovedet at kunne kalde sig dansk. Udover at jeg synes, det i dag er svært at definere danskhed uden at blive for snæver, så er det problematiske ved det standpunkt, at man ekskluderer mange andre etniske danskere, der også har valgt julen fra af forskellige årsager. Og hvad så med de danskere, der erstatter den danske julemiddag med en badeferie sydpå? – Ikke lige det, jeg er opdraget i Danmark til at forbinde julen med i hvert fald, og hvor går grænsen så? Jeg har også mødt flere gennem livet, der hader julen, fordi det er en stresset tid, mens andre, jeg kender, elsker den og værner stærkt om den.
Hvis målet er, at vi alle skal være glade i denne højtid – og det er det jo – så må der blive ved med at være plads til, at vi alle får lov til at tænke selv og vurdere, hvad der er bedst for os hver især. Og hvis nogen skulle være det mindste i tvivl, betyder det selvsagt, at jeg respekterer alle, der holder jul; kristne, ateister og alt der imellem.
Det endte med et blive et halvlangt, måske kringlet svar på noget, jeg som barn nok forklarede meget mere simpelt:
At julen er kristen, jeg er muslim. Derfor fejrer jeg ikke jul.

Erkendelsernes vej til islam

Der er cirka én om dagen i Danmark, der konverterer til islam.
Det skønner to, anerkendte, danske imamer, som i kraft af deres virke har beskæftiget sig en del med konvertitter. Den ene er Waseem Hussein, formand for Dansk Islamisk Center, den anden er anonym.

Der findes ikke nogen officielle tal på danske konvertitter, og det er svært at kende den præcise andel, fordi det ikke kræver andet end at fremsige den islamiske trosbekendelse, som kan gøres privat.
Den anonyme imam fortæller mig, at han de seneste 10 år har haft omkring 70 henvendelser årligt fra personer, der vælger at konvertere med hans hjælp. Det er stort set ligeligt fordelt mellem kønnene. De fleste i aldersgruppen 20 til 35 år.

To af dem er Marie på 27 og Rasmus på 30. I indlægget fortæller de, hvordan svære erkendelser om eksistensen, tvang dem til at konvertere til islam.
De er begge opvokset med en ateistisk tilgang, der altid har banet vejen frem til mening i deres liv, lige indtil den kulminerede med en anden – erkendelsernes vej til islam.

De står begge kun frem med fornavn, blandt andet fordi det ikke er alle, der endnu har kendskab til deres konvertering.

Jeg bevidner, at der ikke findes nogen Gud udover Allah. Og jeg bevidner, at Profeten Mohammed ( fred og velsignelser være med ham) er Allahs sendebud.

Ordene fra den islamiske trosbekendelse havde i noget tid fundet deres vej til Maries hjerte. Nu var det på tide at sige dem højt.

“Det var så vildt og overvældende på dagen, hvor jeg konverterede. Jeg havde to veninder med, og så var der imamen og en anden mand. Jeg rystede på vej derover. Det føltes, som om alle mine tarme var viklet ind i hinanden, og jeg havde uro i kroppen. Men idet jeg sagde trosbekendelsen højt, var det, som om alt indeni mig gled tilbage på plads igen. Det føltes så rigtigt.”

Det er cirka et år siden, at Marie valgte at bekende sig til islam. Et valg, der kom som resultat af en svær og forvirrende erkendelsesproces:

“Jeg følte faktisk, at hele mit eksistensgrundlag brød sammen, fordi pludselig var tingene meget anderledes, end det jeg var opdraget med og havde fået at vide altid.”

Vi spoler et års tid tilbage. For det lå ikke umiddelbart i kortene, at en som Marie ville blive muslim. Hun er ikke opvokset med muslimske venner, hendes kendskab til islam var overfladisk og overvejende negativt. Og indtil for et år siden, var hun overbevist om, at troen på Gud var irrationel, og at religion i det hele taget kun var for folk med særlige behov:

“Jeg havde den holdning, at religiøse mennesker havde behov for at bekende sig til et eller andet for at finde mening med tilværelsen. Og at det var nogle mennesker, der havde behov for at fralægge sig ansvar for livet, og hvad der sker i livet. Så hvis der skulle ske noget, er det nemmere bare at sige, jamen det er Guds vilje, jeg kan ikke gøre noget ved det.” 

Og hvad var meningen med livet fra din daværende, ateistiske position?
“Jamen, at man selv skulle skabe mening, og at man selv var herre over sit liv. Jeg havde bare accepteret, at jeg er der bare. Jeg havde hverken behov for eller lyst til at finde en grund til, hvorfor jeg er her, og lukkede lidt af for tanken om, at der kunne være noget andet.”

Men så skete der noget, der tvang Marie til at gøre sig nogle nye erkendelser om livet, religiøse mennesker og meningen med at være her. Det vender vi tilbage til, for først skal vi høre lidt om Rasmus, der for syv år siden begyndte at føle, at videnskaben, som hans primærekilde til svar, ikke længere var tilstrækkelig.

“Indtil dér, havde jeg levet et almindeligt, dansk liv med en ateistisk indstilling til tingene. Jeg har altid været meget interesseret i naturvidenskab og hentet svar og mening der, men det nåede til et punkt, hvor svarene ikke var fyldestgørende. I fysikken er der eksempelvis mange påstande om, hvad der skete inden Big Bang, men hvis man tænker over det, er det ikke muligt at vide, hvad der skete før. Så rent empirisk er der ikke tilstrækkelige belæg for at sige, at Gud ikke findes. Jeg synes at mange af de beviser, som videnskabsfolk bruger, er for vage og søgte, og derfor begyndte jeg at tænke, jamen måske er der så en Gud? Og da jeg samtidig fandt ud, at evolutionsteorien heller ikke var fyldestgørende, blev jeg nødt til at lede efter svar andre steder.”

Der var også en anden årsag til, at Rasmus valgte at lede i religion. For på trods af en kulturkristen og robust opvækst i en kernefamilie, havde Rasmus brug for at finde en dybere mening med sin eksistens.

“Selvom jeg ikke umiddelbart manglede noget, begyndte jeg for nogle år tilbage at føle, at de ting, jeg foretog mig, var meningsløse. I en periode handlede det fx bare om at feste og drikke sig fuld hver weekend, og den livsstil blev bare for tom og ensformig. Og nu kan man få indtrykket af, at jeg havde et tomrum, som jeg udfyldte med religion, men sådan var det ikke, for processen tog flere år. Der manglede bare en ekstra dimension her i livet, så jeg begyndte at tænke, at der var mere, jeg ikke havde indset, noget ekstra her i verden, jeg gik glip af.”

Troens logik
Vi vender tilbage til Marie, som i år 2016 var i gang med sin uddannelse i læring og forandringsprocesser på Aalborg Universitet. Under sin studietid møder hun en praktiserende muslim, som hun havde meget svært ved at forstå, men også svært ved at ignorere.

“Han levede bare ikke op til de fordomme, jeg havde. Han var meget reflekteret og intelligent, og det passede bare ikke med det billede, jeg havde af religiøse mennesker. Jeg kunne ikke forstå, at et intelligent menneske som ham kunne basere store livsbeslutninger og hele sit liv på en religion. Så blev jeg ligesom nødt til at finde ud af, hvordan det kan være. Hvad er det her for en religion, der samtidig er den hurtigst voksende i verden? Jeg vidste næsten ingenting på forhånd, og jeg var præget af medierne og tænkte, at islam kunne være en lidt farlig vej at gå.”

Selvom Marie følte sig sikker i sin ateistiske livsanskuelse, besluttede hun sig for at møde sin ambivalente nysgerrighed. Hendes indgangsvinkel var styret af nogle abstrakte tanker om eksistensen, som hun her forsøger at konkretisere:

“Min søgen handlede meget om, hvorfor er der noget i den her verden? Hvornår er der nogensinde kommet noget ud af ingenting? I matematik har man eksempelvis fundet på nullet, for at regnestykket kan gå op.
Hvis udgangspunktet er, at der en gang ikke var noget, hvordan kan regnstykket så gå op med alt det, der eksisterer i dag? Altså hvordan bliver en kraft til en kraft? Det gør den ikke af sig selv, så hvad sætter gang i kraften? Hvis der ikke er andet end kraften selv, vil den være i sit eget system, og den vil være fast, for den vil ikke kunne ændre sig uden påvirkninger – så hvad påvirker den til at ændre eller udvikle sig? Konklusionen om, at der på et tidspunkt har været ingenting, stemmer bare ikke. Den er ulogisk. Det var min første, store erkendelse.” 

Men kan du forstå, hvis nogen tænker, at den anskuelse er irrationel?
“Hvis alternativet er at tro fuldt ud på moderne videnskab, så ændrer den sig jo hele tiden. Der var også en gang, hvor man troede, man vidste, at jorden var flad. Videnskab er det bedste bud, man har indtil videre. Hvis man virkelig sætter sig ind i det, kan jeg ikke se, hvordan det skulle være ulogisk at tro. Jeg synes, det er mere ulogisk at tro på, at alting opstår af sig selv. Jeg tror i øvrigt, alle videnskabsfolk, religiøse såvel som ateister, mener, at “noget” satte gang i udviklingen – spørgsmålet er bare, hvad dette “noget” er.  Det må være noget, som er udenfor og uafhængigt af det, vi kender som tid og rum. 

For Rasmus er modsvaret en blanding af logik og menneskets ydmyghed, som han mener, vi bør værne om.

“Hvis det er irrationelt at tro på Gud, fordi der ikke er beviser, så kan man vende den om og sige, at eksisterende beviser for ikke at tro på Gud er mere vage, end rent faktisk at tro på Ham. Jeg føler lidt nu om dage, at mennesket bliver gjort til et superfænomen, der kan styre og bestemme alt. Vi er meget mindre end det.”

De videnskabelige mirakler
Videnskaben i islam var i særdeleshed det, der optog Rasmus.
Hans religiøse rejse var ellers begyndt et andet sted – i kristendommen, fordi det var mest nærliggende for ham. Derfra bevægede han sig over i jødedommen, buddhismen og hinduismen, uden helt at have fundet det, han søgte, nemlig de svar, som den moderne videnskab ikke tilfredsstillende leverede.
På et tidspunkt, mens han læste Human Biologi på Københavns Universitet, havde én særlig oplevelse rettet hans fokus på islam.

“Jeg havde på studiet lige læst om graviditeten, og hvordan et foster udvikler sig. Et par dage efter faldt jeg tilfældigt over et youtubeklip, som beskrev fostrets udvikling i livmoderen, sådan som det står beskrevet i Koranen. Jeg fik hjertebanken, og der gik en meget speciel følelse gennem min krop, for det var præcis det, jeg havde læst om nogle dage forinden i en universitetsbog fra nyere tid. Oplevelsen indskrænkede min søgen, og det gik op for mig, at det var i islam, jeg skulle lede videre,” siger Rasmus og uddyber:

“Det, der tiltrækker mig ved islam, er, at videnskab og religion går hånd i hånd, hvor i Vesten får man indtrykket af, de to ting bekriger hinanden, de opfattes som hinandens modsætninger. Men hvis man læser islamisk historie, har videnskab og religion altid hængt sammen, og da muslimerne stod stærkest i Østen, stod de også stærkest i videnskaben. I vesten tænker man jo i dag, at der hvor religion dyrkes, der er man tilbagestående videnskabeligt set.”

Videnskaben i Koranen åbnede op for endnu en erkendelse hos Marie.

“Jeg kan ikke se, hvordan man for 1400 år siden kunne vide, at bjerge har rødder og er dem, der holder jorden i balance. Eller at der, hvor to forskellige have mødes, sørger en barriere for, at de ikke blandes med hinanden. Det er jo noget, videnskaben først har kunnet påvise meget senere.”

En svær erkendelse
Vi spoler frem igen, til det tidspunkt, hvor Marie og Rasmus er nået frem til, at det er islam, de tror på. Alligevel havde de svært ved at overgive sig til religionen.

“En af grundene til, at det tog mig flere år at konvertere, er, at jeg var forsigtig. Jeg følte, at jeg skulle vide så meget som muligt, før jeg gik ind til det. Og hvis islam sagde noget, hvad sagde andre religioner så om det? for hele tiden at have noget at holde op imod det,” forklarer Rasmus som efter syv års søgen valgte at konvertere i februar i år.

Maries proces var noget kortere og varede et halvt år, før hun følte sig overbevist. Undervejs blev hun frustreret og skræmt over de erkendelser, hun havde gjort sig, og havde af den grund brug for at holde lidt igen.

“Alt det, jeg baserede mit liv på brød fuldstændig sammen, ikke bare fra min opdragelse, men også det jeg havde lært i samfundet og skolesystemet. Så begyndte jeg at undersøge andre religioner, og jeg havde lige dér brug for, at nogen kunne argumentere tilstrækkeligt imod, at islam faktisk var sandheden. Jeg ringede for eksempel til en ven, der er ateist, og bad nærmest om at overbevise mig om, at det, jeg havde fundet ud af, ikke passede, men det hjalp ikke. Derfra gik det stille op for mig, at jeg tror på det her, jeg tror på islam, andet gav bare ikke mening, og derfor følte jeg mig nødsaget til at konvertere.
Der var mange, der spurgte mig, om jeg havde lyst til at være muslim, og jeg sagde faktisk nej. Jeg syntes ikke, det var en fed ting, at jeg skulle være muslim. Jeg er i dag virkelig glad for at være det, og har også hundrede procent lysten med, men på det tidspunkt i processen, hvor det gradvist går op for mig, at islam er den eneste sandhed, der var det ikke fordi, jeg var drevet af lyst. Jeg var drevet af mening og logik. Så valget om at konvertere på det tidspunkt var en konsekvens af, at sådan er virkeligheden, og den var jeg nødt at forholde mig til, jeg var nødt til at konvertere.”

For Rasmus var det også erkendelser snarere end lysten til at være troende, der, som han selv siger det, tvang ham til at konvertere.

“Der var en hel del af mig, som ikke havde brug for, at islam var sandheden, fordi livet på mange måder ville være nemmere uden. Men mine erkendelser tvang mig til at lave om på mit liv. For hvorfor lede efter sandheden, hvis man bagefter bare vil ignorere den?”

Men en ikke-troende vil måske her tænke, fint nok at du er nået frem til, at Gud findes. Men hvorfor vælge at begrænse dit liv efter stringente regler, når en som dig er opvokset med muligheden for at leve præcis som du vil?
“Det her er den sværeste samtale at have med en ikke-troende. Jeg tror ikke, man kan forstå det, med mindre man selv starter en process, hvor man gør sig nogle erkendelser om livet og meningen med at være her. Jeg ser ikke, jeg begrænser mit liv, for jeg lever egentlig ikke meget anderledes, end jeg gjorde før. Jeg har bare ændret betingelserne for, hvem der sætter de her rammer, som jeg bedst muligt forsøger at overholde. Der er altid nogen, der sætter begrænsninger for dig, så hvis ikke det er din religion så er det noget andet eller nogen andre. Hvis du eksempelvis kan se, at vejen er fri, hvorfor venter du så på, at der bliver grønt? Det gør man jo på grund af de rammer og love, vi har. Det er det samme islam gør. At det så er super uforstående, at man tager en gammel bog og følger dens regler, det forstår jeg godt kan virke underligt for andre. Jeg tænkte også en gang, at det er underligt, folk går i kirke hver søndag. Hvorfor ikke lave noget sjovt i stedet? Men dér er det altafgørende for forståelsen, at man først erkender, at der findes en Skaber. For når man har gjort det, bliver man nødt til at købe hele pakken og stole på, at de retningslinjer, Han er kommet med, er bedst for os. Uanset om man forstår dem eller ej, så må man ligesom acceptere dem, fordi Han ved bedst.”

Research: Jeg har kontaktet flere muslimske organisationer med henblik på at indhente mere præcise estimater på andelen af danske konvertitter, dog uden de helt store resultater. 

Allahu Akbar, en guldklump er født

Allahu Akbar, Allahu Akbarhvisker en nybagt far stille ind i højre øre på den få minutter gamle baby, der ligger trygt hos sine forældre, hvorfra den nu skal møde verdenen.

Allahu Akbar, Allahu Akbar, lyder det fra højtaleren i moskeen fem gange dagligt, når imamen kalder til bøn. Hvis du har været i Tyrkiet, Egypten, Marokko eller et andet muslimsk land, har du sikkert hørt det muslimske kald til bøn. Et kald, der er kendt for at resonere rørende følelser, fremkalde gåsehud, og endda få folk til at konvertere til islam efter at have hørt det. Jeg kender personligt én kvinde, der lige netop gjorde det.

Allahu Akbar, tænker muslimen på balkonen, mens hun betragter de farverige spor af solen, der forsigtigt har tjekket ud et dybt sted i horisonten.

Nu bliver du måske pludselig i tvivl, om det også er det udtryk, du har læst, at en selvmordsbomber råber, få sekunder inden vedkommende sprænger sig selv i luften og hiver en flok uskyldige med i døden?
Og om det ikke også er det udtryk, verdens nok mest forhadte terrorgruppe, Islamisk Stat, råber i propagandavideoer, inden de halshugger eller afbrænder gidsler?

Jo, det er præcis det udtryk… som må siges at have fået sig et noget kedeligt omdømme. Den frygt, som udtrykket skaber hos mange i dag, er uforenelig med den fred, kvinden på balkonen møder ved solens forsvinden, eller det unikke øjeblik, en far byder sit nyfødte barn velkommen til verden.
Udtrykket bliver i dag associeret med ondskab og terror, selv af myndighederne; under en terrorøvelse i Manchester i 2016, råbte politiet Allahu Akbar, inden en fiktiv selvmordsbomber sprængte bomben. Noget, som politiet bagefter måtte beklage.

Allahu Akbar betyder Gud er Større, og svarer til danske vendinger som “takket være Gud”, “Vorherre bevares”, “bevar mig vel”, “for Guds skyld”.
Det er en måde at lovprise Gud på,  som ingen selvmordsbomber, Islamisk Stat eller andre kan tage patent på; for de deler det med 1,8 mia. muslimer, som dagligt anvender det i overvældende, unikke og idylliske sammenhænge.
Det er en sætning, der hver dag minder muslimer om, at Gud er større, end hvad deres bekymringer måtte være, og at Gud i særdeleshed er større end den ulækkerhed og vanvid, begået i Hans navn af et fåtal af muslimer.  

Ramadanen indefra

I starten af Ramadanen valgte integrationsminister Inger Støjberg at dele sine bekymringer og antagelser om arbejdende muslimers tilstand under fasten. Det kan du blandt andet læse om her. Men integrationsministeren har ikke spurgt muslimerne selv, hvordan det egentlig er at faste, og hvorfor de gider det. Så det tænkte jeg at gøre. Mød Maissun El-Hassan fra København, som inviterer dig helt ind i sine tanker og følelser forbundet til denne måned. 

Maissun El-Hassan har taget den sidste bid vandmelon sammen med lidt fetaost. Måltidet er med til at styrke hendes faste, der begynder midt på natten og  19 timer frem.

Hun folder sit lille bedetæppe ud for at bede dagens første bøn.

“Det føles befriende, selvom det kan være hårdt at stå op for at drikke og spise, og vigtigst af alt, for at bede. Men når det er gjort, så giver det en dejlig fornemmelse, på trods af at jeg skal op igen tre til fire timer efter. 

Det tager omkring syv minutter at bede morgenbønnen, hvorefter Maissun El-Hassan lægger sig til at sove videre, inden hun skal op på arbejde.

Ovenstående er et eksempel på en tilværelse for rigtig mange muslimer i øjeblikket. En tilværelse, der som eksemplet forhåbentligt udtrykker, kræver selvdisciplin og hengivenhed. Det skal vise sig at være nøgleord, når man vil forstå, hvorfor danske muslimer holder fast i Ramadanen, og hvordan de egentlig bærer sig af med at faste i alle døgnets soltimer. 

Maissun El-Hassan er 30 år og har arabiske rødder. Som en dedikeret muslim, der er opvokset i Danmark, oplever hun, at Ramadanen ofte bliver reduceret til en snak om sult og tørst. Men i virkeligheden handler den om noget meget større.

“Det handler om at møde underskud med overskud; det kan godt være, jeg ikke har spist hele dagen, men derfor skal jeg ikke møde folk med muggenhed, men stadig være glad. Det handler om at arbejde med sig selv psykisk, at kunne overvinde og styre vores begær, frem for at de styrer os,” siger Maissun El-Hassan og uddyber:

“Jeg føler, at det er den måned, hvor jeg er tættest på Gud, og den gavner mig både fysisk og psykisk, fordi jeg får testet, om jeg rent faktisk er i stand til at styre min krop og mit sind.” 

Ramadan består altså både af en fysisk og en psykisk del, der arbejder tæt sammen om at opnå fastens hovedformål, som vi skal se lidt nærmere på i det følgende. De fleste har måske hørt, at muslimer faster i sympati med nødlidende i verden. Mens dette rigtig nok er inkluderet, så er hovedformålet at finde i Koranan:

O I som tror! Fasten er blevet foreskrevet jer, ligesom den var foreskrevet dem før jer, så i måtte blive gudsbevidste” (Surah Al-Baqarah, ayah 183).

Formålet er altså at opnå gudsbevidsthed (på arabisk taqwa), da gudsbevidsthed er nøglen til glæde og succes i dette liv samt det hinsides. Gudsbevidsthed indebærer ikke bare – som ordet antyder – at være bevidst om, at der er en Gud. Det er et af de vigtigste koncepter i islam og indbefatter, at man beskytter sig selv mod det forbudte og skadelige – og søger alt det gode – ved at følge Hans retningslinjer. Fasten er en af disse retningslinjer, som bidrager til det formål.
Selve sulten og tørsten efterlader den fastende i en mere ydmyg tilstand, som skal skal træne muslimerne i at kontrollere deres adfærd til det bedre. Eksempelvis bør man undgå skænderier under Ramadanen. Fasten understøtter den tilstræben, fordi det er spild af dyrebar energi – i fysisk forstand energidrænende – for en i forvejen fastende krop. En person, der ikke har fået mad og drikke i 18 timer, tænker sig også en ekstra gang om, inden vedkommende smider mad ud. Således er der konstant et samspil mellem fastens fysiske og psykiske niveau. Og når Ramadanen er ovre, gælder det om at vedligeholde den opnåede adfærdskontrol:

“Du bliver mere taknemmelig af at faste. Du sætter mere pris på den mad og drikke, du indtager. Det er ikke bare et måltid. For ja, jeg har fastet i 19 timer, men der er andre, der er ikke får mad eller drikke i flere dage. Det er ikke for sjov, at Ramadan er den måned, hvor der bliver givet mest i almisse og donationer.”

Tanken i islam er, at man bliver et bedre menneske ved at tilbede Gud.
Det er derfor, at tilbedelse udgør en stor del af religionen. Mange spørger misforstået, hvorfor Gud har behov for, at mennesket tilbeder Ham, når Han har skabt det? Men Gud har ikke det behov. Som Maissun El-Hassan også fremhæver, er det derimod for menneskets egen skyld, at Gud pålægger det at tilbede Ham:

“Som muslimer er alt det, vi gør, i form af bøn, påklædning, gode gerninger osv., for vores egen skyld. Det er noget, Gud har pålagt os, for at det skal gavne os selv i sidste instans.”

At faste i 19 timer kan dog være fysisk krævende. Og som fuldtidsarbejdende kan Maissun Hassan ikke bare sove dagens timer væk frem til solnedgang, tværtimod er hun igang de fleste af dem.
Hun møder hver morgen ind på sit kontor i København, hvor hun er sprogkonsulent og mentor. Frokostpauserne springer hun over her i Ramadanen, og bruger dem i stedet foran computeren.

Men får du det ikke skidt, når du render rundt uden mad og især vand i 19 timer? 

“Det eneste er måske en smule tørst i løbet af dagen, men jeg føler ikke, jeg har mindre energi end normalt. Jeg synes personligt, det er nemmere at faste, mens jeg arbejder, for så får jeg tiden til at gå, hvorimod når du er hjemme, så går tiden nærmest i stå. Jeg har da også dage uden for Ramadanen, hvor jeg har så travlt, at jeg må skippe frokostpausen, men det betyder jo ikke, at jeg ikke kan koncentrere mig, ” siger Maissun El-Hassan og fortsætter:

“Fasten er for dem, der kan klare det. Hvis du har det skidt, skal du ikke faste. Det er noget, man selv skal vurdere (…) Undersøgelser viser, at det kan være sundt at faste. Man kan spørge sig selv, om det stadig er sundt, når det gælder 19 timer, men der har jeg det sådan, at fordi jeg tror på Gud og islam, er jeg overbevist om, at uanset om vi faster ti eller 19 timer, så er det stadig godt for mig. Hvis det var skadeligt, ville Gud aldrig pålægge os at gøre det.”

19 timer og 6 minutter senere har Maissun El-Hassan  styrket selvdisciplinen et niveau op, og er måske et skridt nærmere den ønskede taqwa.

“Ramadan giver mig en følelse af 100 procent hengivenhed. Jeg synes, det er så smukt, og jeg ved, at mange andre har det på den måde, og det er det, der skaber en speciel stemning blandt muslimer. At vi gøre det her sammen, af samme grunde. Tanken om, at danske muslimer sidder ved solnedgang og bryder fasten, giver en særlig følelse af fællesskab, selvom vi ikke alle sidder sammen.”

 

 

______________________________________________________________

Note 1: Korantolkningerne i indlægget er ikke mine egne, men er baseret på eksisterende tafseer (tolkning) af det omtalte.

Note 2: Vil du gerne have en rigtig fornemmelse af, hvad det vil sige at faste, kan du jo prøve en dag for sjov.

Religiøs praksis i sekulære Danmark – hvorfor?

De bor i et ikke-muslimsk land, de er født eller opvokset i Danmark, de har været eksponeret for danske værdier, traditioner og normer det meste af deres liv. Hvorfor er det så, at unge, danske muslimer  i stigende grad prioriterer religiøsitet i et land, hvor religion spiller en mindre rolle? Hvorfor er de praktiserende og ikke bare kulturmuslimer, som de fleste danskere er kulturkristne? 

Det er de spørgsmål og den undren, som mit speciale bygger på, og nedenfor har jeg sammenfattet konklusionerne fra mit engelske skriv:
Islam in Denmark: The practicing youth. 

Tidligere undersøgelser har vist, at immigranter tilpasser sig værtslandets normer, hvorfor forestillingen er, at danske muslimer bliver mindre religiøse over tid.
Men en undersøgelse fra oktober 2015 af analyseinstituttet Wilke har vist det modsatte.
Danske muslimer, særligt de unge, vælger i stigende grad at praktisere islam. Dette overraskende resultat satte jeg mig for at undersøge nærmere.

Fra min empiri identificererede jeg fire faktorer, der hjælper os med at forstå, hvordan unge muslimer i stigende grad prioriterer religiøsitet i et sekulært Danmark.

  1. Det viser sig, at religiøs praksis  bidrager positivt til deres integrationsproces.
    Jo mere de går op i deres religion, jo bedre borgere bliver de. Dette er stik imod    tonen i den danske integrationsdebat, hvor dedikeret religiøsitet ofte opfattes som en hæmmende faktor til vellykket integration. På den måde kaster resultatet i mit speciale nyt lys over debatten herhjemme, hvorfor jeg har lavet et særskilt indlæg til dette punkt. Læs det her.
  2. Øget viden om islam har resulteret i øget praksis.
    I lyset af den kritiske tilgang til religion i Danmark, har disse muslimer følt sig nødsaget til at søge mere viden om islam på egen hånd, for at være i stand til at argumentere for deres standpunkter og religiøse valg.
    Flere af dem fortæller mig, at deres forældre har lært dem, hvad man må og ikke må, men ikke tilstrækkeligt forklaret hvorfor man for eksempel skal bede fem bønner dagligt. Samfundets forventning til refleksion og argumentation har sammen med forældrenes utilstrækkelige svar motiveret de unge til at opsøge viden, baseret på nysgerrighed, selvstudie, selvrefleksion og kritisk tænkning. De tør sætte spørgsmålstegn ved alt det, der ikke giver mening, sådan som vi alle er blevet skolet til efter klassisk, individualistisk (Grundtvigiansk) udgangspunkt.
    De tilegnede værktøjer fra dansk skolegang har utvivlsomt – og på afgørende vis – påvirket deres tilgang til at forstå islam, samt træffe religiøse valg.
    Resultatet for dem alle har været, at den opnåede viden har styrket deres tro og lyst til at praktisere, fordi svarene fremstår rationelle. For en ikke-troende kan det være svært at forstå, hvordan muslimer rationaliserer svarene, da en ateist netop baserer sin manglende tro på, at religion er irrationelt. Ikke desto mindre gør de op med, at kritisk tænkning nødvendigvis fører til a-religiøsitetNoget andet interessant er, at flere af dem, jeg har talt med, er mere religiøse end deres egne forældre, som derimod har en kulturel tilgang til islam. Det er særligt her, de unge adskiller sig forældrene, ved netop at have en danskpræget, individualistisk tilgang til religion, i modsætning til forældrene som er opvokset i Mellemøsten, hvor man ikke i samme omfang har haft behov for at være kritisk, fordi “sådan gjorde alle andre også bare.” 
  3. Oplevelsen af, at islam og muslimer bliver negativt omtalt i Danmark og på verdensplan, har forstærket de unges lyst til at dyrke og forsvare deres religion, med henblik på at aflive de mange stereotyper der findes om den. De peger på medier og politikere som den primære årsag til dette – en vurdering der bakkes op af tidligere, internationale studier, men også nationalt, for eksempel en undersøgelse af SFI fra 2012. Strengere toner og strammere, politiske tiltag, som for eksempel burkaforbuddet, har altså en omvendt effekt på disse muslimer, ifølge min empiri. Denne modreaktion skal forstås som en følelse af forpligtelse over for islam til at afmystificere meget af det, de ser som usandt, snarere end en egentlig protest. De holder derfor endnu stærkere fast i islam og bruger sig selv som de vigtige eksempler på at være en dedikeret muslim uden at være radikaliseret eller undertrykt.
  4. Forældre, venner og religiøse miljøer (moskeer og ngo’er) spiller fortsat en vigtig rolle i dannelsen af et religiøst, praktiserende udgangspunkt. Det understøtter tidligere studier også. I min empiri spiller forældrene en vigtig rolle særligt i barndommen.
    De har lagt fundamentet for udviklingen af et praktiserende liv ved at opdrage deres børn i overenstemmelse med islams grundprincipper og ritualer. Moskeerne og muslimske organisationer supplerer til styrkelsen af en praktiserende identitet gennem undervisning, foredrag, sociale arrangementer og religiøse aktiviteter, som de unge deltager i. De har alle venner, der også er praktiserende, og det motiverer gensidigt til i stigende grad at prioritere islam og tilhørende praksis. Nogle af informanterne vælger bevidst venner baseret på fælles værdier og religiøse interesser.

Reaktion: Der er et stærkt behov for at nuancere forståelsen af og synet på det at være religiøs, (have tro som reflekteres i praksis), samt at være i stand til at skelne dette fra ekstremisme. Alt for ofte forveksler vi uforsvarligt disse to begreber.

 

_________________________________________________

For den interesserede læser kan jeg tilføje, at jeg har gjort brug af kvalitative interviews samt observationer af informanterne med udgangspunkt i den antropologiske og religionssociologiske disciplin.
Det har jeg gjort, fordi disse metoder giver mulighed for forstå deltagernes egne referencerammer og opleve virkeligheden, som de oplever den.
Med etnografiske briller har jeg derfor undersøgt deltagernes virkelighed, for at se hvordan det passer med eksisterende teorier. For eksempel har jeg undladt på forhånd at definere, hvad integration eller en praktiserende muslim er. Hele formålet har været at komme tæt på målgruppen og tale med dem frem for om dem.
Optimalt set ville en kombination af kvalitative og kvantitative metoder være bedst, men her passede omfang og tid ikke sammen. Noget af min empiri er dog understøttet af eksisterende, kvalitativ forskning.

Min undersøgelse kan ikke generaliseres til alle unge, praktiserende muslimer i Danmark, men siger noget om herboende unge, muslimske akademikere. 

 

 

 

Årets bedste valg: Hijab

For snart et år siden traf jeg nok det bedste valg i mit voksenliv: jeg valgte at gå med hijab, det muslimske tørklæde.

Det kan være svært at forstå mit valg. Og for folk, der kender mig, kan det virke mærkværdigt fra den ene dag til den anden at møde mig med et stykke klæde om hovedet, som ikke mindst er blevet forbundet med sørgelige symboler som undertrykkelse og tvang.

På grund af emnets væsentlighed og aktualitet, er jeg blevet spurgt og opfordret til at bidrage med en klumme i medierne. Noget, jeg ikke har fulgt op på, mest fordi jeg synes, det er en debat, der kører i ring. Det er tankevækkende i sig selv efter så mange år. Når jeg i dag alligevel er motiveret til at dele mine tanker, skyldes det tre ting.
For det første vil jeg gerne give et indblik i mit valg, til jer der ikke forstår det. For det andet ønsker jeg at udfordre det triste, dominerende billede af hijabbærende kvinder. Dermed ikke sagt at tørklædet intet symboliserer. Det gør det, bare ikke undertrykkelse og tvang.
For det tredje håber jeg, at indlægget kan være en støtte til enhvers ret til at gå klædt, som man vil.

Men hvorfor overhovedet gå med hijab? Og er det mit helt eget valg?

Det er nogle af de spørgsmål, der er gået igen blandt dem, der har spurgt mig, og som jeg vil forsøge at svare på i resten af indlægget. Først og fremmest tak til jer, fordi i spørger og ikke lader jeres fantasi argumentere på mine vegne. Dernæst indleder jeg svaret på det førstnævnte spørgsmål med følgende refleksion: det er i udgangspunktet svært at få andre til at forstå, hvorfor jeg vælger at tildække mig i et sekulært land som Danmark, hvor religion fylder minimalt.
Jeg kan godt sætte ord på hvorfor og omvendt blive mødt med accepten til at gå med det. Men at få folk til reelt at forstå det – nå en dybere erkendelse – det tror jeg, de færreste ikke-troende kan. Det er ligesom ikke nok at fortælle, at jeg elsker tørklædet gennem Gud, og at jeg frivilligt og refleksivt vælger Hans retningslinjer til, fordi jeg tror på og mærker, at de er bedst for mig. Det er ikke forklaring nok, fordi jeres spørgsmål og mine svar tager udgangspunkt i to vidt forskellige livssyn; et muslimsk troende over for et andet-troende/ ikke-troende livssyn. De fleste herboende ikke-troende vil (nok ubevidst) søge eller forvente et “rationelt” svar, et svar som kan få ligningen til at gå op. Det er det, vi er skolet til i Danmark fra barnsben; at søge rationelle forklaringer på alt. Men et sådan svar kan jeg ikke levere, fordi det ikke lever op til de a-religiøse præmisser, som spørgsmålet hviler på. Som min tidligere praktikantvejleder sagde, da jeg delte samme refleksion: det svarer til at lære en blind mand farver.
Allerede ved (i mit svar) at erklære min handling til Gud, vil grænsen for forståelse måske være nået for den, som ikke en gang tror på Gud. For nu er det ikke alene tørklædet, men troen på Gud, og at jeg gør noget for Gud, som vedkommende også skal forholde sig til. Det er et krævende udgangspunkt for begge parter. Af samme grund har jeg næppe tænkt mig at suse igennem svarene men i stedet give indlægget den omhyggelighed, det kræver.

Beslutningen om at bære tørklæde er ikke truffet over dag og nat. Den har været undervejs i flere år. Folk, der kender mig, ved, at min religiøsitet betyder meget for mig, fordi den gør mig lykkelig. Jeg er helt ærligt kun blevet lykkeligere af at gå med hijab. Jeg føler, at jeg hviler i mig selv på et dybere plan. Ro og indre balance er nok de ord, der beskriver bedst, hvad tørklædet bibringer mig. Jeg tror, det hænger sammen med, at det gav mig uro, at jeg i flere år ønskede at bære tørklæde, men jeg frygtede reaktionerne fra omverdenen. Kunne jeg bevare mit job eller sågar finde et nyt? Ville folk tænke, jeg er ved at blive radikaliseret? Ville mine veninder kunne rumme mit valg? Blev jeg mon det næste offer for hate crimes? Bekymringerne var mange, og jeg kunne ikke finde balancen i mig selv til at gøre det, jeg allerhelst ville, fordi jeg altid har følt, at det er tabu at være religiøs.
Det påvirkede mig også, når andre problematiserede tørklædet, eller sågar talte det ned over for mig, mens “jeg var det gode bud på en integreret muslim”. De vidste ikke bedre, men jeg fik omvendt et forhåndsindblik i, hvordan de måske en dag ville se på mig. Akavet.

Da jeg var 19 år, gik jeg i en periode og tænkte, at tørklædet ville blive et af de sidste skridt på min religiøse rejse, fordi jeg eksempelvis anså det som vigtigere at forbedre min karakter. Men jeg blev heldigvis klogere, og i dag forstår jeg, at de to ting er tæt forbundet, fordi tørklædet påvirker mine handlinger og dermed min karakter.
Min hijab er min daglige påmindelse bundet om hovedet for at minde mig om, at jeg skal smile til kassedamen, aldrig ignorere en hjemløs, eller kontrollere min vrede. Mange mennesker kan heldigvis også de ting uden et tørklæde om hovedet, men en påmindelse betyder, at jeg oftere end før husker det, at jeg konstant er bevidst om min adfærd, hvorvidt den er acceptabel eller bør forbedres.

Noget andet fantastisk, jeg har opdaget ved bære hijab, er, at det samtidig styrker min kvindelighed. Blandt andet fordi det kun er kvinden i islam, der får lov til at bære det.
At det alene er tilskrevet kvinden, ser jeg altså som noget unikt og smukt frem for undertrykkende eller uligværdigt. Jeg sammenligner det med det at føde. Det føler jeg også har styrket min kvindelighed helt usædvanligt. Det er en fysisk præstation, som ikke kan overgås af nogen anden fysisk præstation i verden efter min mening. Og den er kun tilskrevet kvinden. Det er da alt andet lige unikt og smukt.

Hijab er samtidig en måde at tilbede Allah på, på lige fod med andre ritualer som bøn og faste. Det styrker relationen til min Gud, som for mig er den allervigtigste relation. Det er hele meningen med min eksistens konstant at styrke denne relation. Derfor er valget om at bære tørklæde et symbol på, at jeg sætter Gud først. Mit tørklæde er et symbol på min kærlighed til Gud, min dedikation til Ham. Jeg tror på, at alle mennesker er “slaver” af noget, hvis man vil bruge det ord. Du kan være en slave af mode, materialisme, prestige, sociale relationer, karriere etc. Pointen er bare, at alle mennesker er domineret af noget, som sætter dem i en konstant higen efter det. I mit tilfælde er det higen efter Guds accept, fordi jeg tror på, det er den eneste, rigtige vej til urokkelig lykke, i modsætning til mode, social accept, prestige, rigdom mv., som er ustabilt, midlertidigt, utilregneligt. (For mig er det her en af de centrale pointer ved at tro).

Valget om at bære hijab er mit, og kun mit alene. Det er altså ikke noget, min mand har krævet. Det er heller ikke en eller anden tradition forbundet til det at blive mor (fordi jeg blev mor og bar tørklæde nogenlunde samtidigt), og mine forældre har heller aldrig tilnærmelsesvis forsøgt at presse mig.
Tværtimod har jeg altid, og jeg mener virkelig altid, haft friheden til selv at vælge. At der gik 28 år, før jeg valgte det til, synes jeg understøtter den påstand, selvom jeg ville ønske, jeg havde gjort det før.
Jeg var alene på dagen, hvor jeg bandt min hijab for at gå min første officielle tur med det på. Det skete på en varm sommerdag i slutningen af muslimernes hellige fastemåned Ramadan. Jeg gik gennem vores gågade fuldstændig stolt over mit mod og glad for min beslutning, der samtidigt udtrykker et brud med tabuet omkring det at være religiøs. Det føltes så rigtigt, at jeg næsten glemte, at jeg havde det på.
Fremmede på gaden smilede og talte til mig, som de altid har gjort; noget jeg ellers havde frygtet ville ændre sig. Det var i den sammenhæng, jeg opnåede den vigtigste erkendelse på dette år: at den tungeste hæmsko har været mine egne bekymringer. For her et år efter ser Danmark ud, som det altid har gjort fra min muslimske position.