Religiøs praksis i sekulære Danmark – hvorfor?

De bor i et ikke-muslimsk land, de er født eller opvokset i Danmark, de har været eksponeret for danske værdier, traditioner og normer det meste af deres liv. Hvorfor er det så, at unge, danske muslimer  i stigende grad prioriterer religiøsitet i et land, hvor religion spiller en mindre rolle? Hvorfor er de praktiserende og ikke bare kulturmuslimer, som de fleste danskere er kulturkristne? 

Det er de spørgsmål og den undren, som mit speciale bygger på, og nedenfor har jeg sammenfattet konklusionerne fra mit engelske skriv:
Islam in Denmark: The practicing youth. 

Tidligere undersøgelser har vist, at immigranter tilpasser sig værtslandets normer, hvorfor forestillingen er, at danske muslimer bliver mindre religiøse over tid.
Men en undersøgelse fra oktober 2015 af analyseinstituttet Wilke har vist det modsatte.
Danske muslimer, særligt de unge, vælger i stigende grad at praktisere islam. Dette overraskende resultat satte jeg mig for at undersøge nærmere.

Fra min empiri identificererede jeg fire faktorer, der hjælper os med at forstå, hvordan unge muslimer i stigende grad prioriterer religiøsitet i et sekulært Danmark.

  1. Det viser sig, at religiøs praksis  bidrager positivt til deres integrationsproces.
    Jo mere de går op i deres religion, jo bedre borgere bliver de. Dette er stik imod    tonen i den danske integrationsdebat, hvor dedikeret religiøsitet ofte opfattes som en hæmmende faktor til vellykket integration. På den måde kaster resultatet i mit speciale nyt lys over debatten herhjemme, hvorfor jeg har lavet et særskilt indlæg til dette punkt. Læs det her.
  2. Øget viden om islam har resulteret i øget praksis.
    I lyset af den kritiske tilgang til religion i Danmark, har disse muslimer følt sig nødsaget til at søge mere viden om islam på egen hånd, for at være i stand til at argumentere for deres standpunkter og religiøse valg.
    Flere af dem fortæller mig, at deres forældre har lært dem, hvad man må og ikke må, men ikke tilstrækkeligt forklaret hvorfor man for eksempel skal bede fem bønner dagligt. Samfundets forventning til refleksion og argumentation har sammen med forældrenes utilstrækkelige svar motiveret de unge til at opsøge viden, baseret på nysgerrighed, selvstudie, selvrefleksion og kritisk tænkning. De tør sætte spørgsmålstegn ved alt det, der ikke giver mening, sådan som vi alle er blevet skolet til efter klassisk, individualistisk (Grundtvigiansk) udgangspunkt.
    De tilegnede værktøjer fra dansk skolegang har utvivlsomt – og på afgørende vis – påvirket deres tilgang til at forstå islam, samt træffe religiøse valg.
    Resultatet for dem alle har været, at den opnåede viden har styrket deres tro og lyst til at praktisere, fordi svarene fremstår rationelle. For en ikke-troende kan det være svært at forstå, hvordan muslimer rationaliserer svarene, da en ateist netop baserer sin manglende tro på, at religion er irrationelt. Ikke desto mindre gør de op med, at kritisk tænkning nødvendigvis fører til a-religiøsitetNoget andet interessant er, at flere af dem, jeg har talt med, er mere religiøse end deres egne forældre, som derimod har en kulturel tilgang til islam. Det er særligt her, de unge adskiller sig forældrene, ved netop at have en danskpræget, individualistisk tilgang til religion, i modsætning til forældrene som er opvokset i Mellemøsten, hvor man ikke i samme omfang har haft behov for at være kritisk, fordi “sådan gjorde alle andre også bare.” 
  3. Oplevelsen af, at islam og muslimer bliver negativt omtalt i Danmark og på verdensplan, har forstærket de unges lyst til at dyrke og forsvare deres religion, med henblik på at aflive de mange stereotyper der findes om den. De peger på medier og politikere som den primære årsag til dette – en vurdering der bakkes op af tidligere, internationale studier, men også nationalt, for eksempel en undersøgelse af SFI fra 2012. Strengere toner og strammere, politiske tiltag, som for eksempel burkaforbuddet, har altså en omvendt effekt på disse muslimer, ifølge min empiri. Denne modreaktion skal forstås som en følelse af forpligtelse over for islam til at afmystificere meget af det, de ser som usandt, snarere end en egentlig protest. De holder derfor endnu stærkere fast i islam og bruger sig selv som de vigtige eksempler på at være en dedikeret muslim uden at være radikaliseret eller undertrykt.
  4. Forældre, venner og religiøse miljøer (moskeer og ngo’er) spiller fortsat en vigtig rolle i dannelsen af et religiøst, praktiserende udgangspunkt. Det understøtter tidligere studier også. I min empiri spiller forældrene en vigtig rolle særligt i barndommen.
    De har lagt fundamentet for udviklingen af et praktiserende liv ved at opdrage deres børn i overenstemmelse med islams grundprincipper og ritualer. Moskeerne og muslimske organisationer supplerer til styrkelsen af en praktiserende identitet gennem undervisning, foredrag, sociale arrangementer og religiøse aktiviteter, som de unge deltager i. De har alle venner, der også er praktiserende, og det motiverer gensidigt til i stigende grad at prioritere islam og tilhørende praksis. Nogle af informanterne vælger bevidst venner baseret på fælles værdier og religiøse interesser.

Reaktion: Der er et stærkt behov for at nuancere forståelsen af og synet på det at være religiøs, (have tro som reflekteres i praksis), samt at være i stand til at skelne dette fra ekstremisme. Alt for ofte forveksler vi uforsvarligt disse to begreber.

 

_________________________________________________

For den interesserede læser kan jeg tilføje, at jeg har gjort brug af kvalitative interviews samt observationer af informanterne med udgangspunkt i den antropologiske og religionssociologiske disciplin.
Det har jeg gjort, fordi disse metoder giver mulighed for forstå deltagernes egne referencerammer og opleve virkeligheden, som de oplever den.
Med etnografiske briller har jeg derfor undersøgt deltagernes virkelighed, for at se hvordan det passer med eksisterende teorier. For eksempel har jeg undladt på forhånd at definere, hvad integration eller en praktiserende muslim er. Hele formålet har været at komme tæt på målgruppen og tale med dem frem for om dem.
Optimalt set ville en kombination af kvalitative og kvantitative metoder være bedst, men her passede omfang og tid ikke sammen. Noget af min empiri er dog understøttet af eksisterende, kvalitativ forskning.

Min undersøgelse kan ikke generaliseres til alle unge, praktiserende muslimer i Danmark, men siger noget om herboende unge, muslimske akademikere. 

 

 

 

Årets bedste valg: Hijab

For snart et år siden traf jeg nok det bedste valg i mit voksenliv: jeg valgte at gå med hijab, det muslimske tørklæde.

Det kan være svært at forstå mit valg. Og for folk, der kender mig, kan det virke mærkværdigt fra den ene dag til den anden at møde mig med et stykke klæde om hovedet, som ikke mindst er blevet forbundet med sørgelige symboler som undertrykkelse og tvang.

På grund af emnets væsentlighed og aktualitet, er jeg blevet spurgt og opfordret til at bidrage med en klumme i medierne. Noget, jeg ikke har fulgt op på, mest fordi jeg synes, det er en debat, der kører i ring. Det er tankevækkende i sig selv efter så mange år. Når jeg i dag alligevel er motiveret til at dele mine tanker, skyldes det tre ting.
For det første vil jeg gerne give et indblik i mit valg, til jer der ikke forstår det. For det andet ønsker jeg at udfordre det triste, dominerende billede af hijabbærende kvinder. Dermed ikke sagt at tørklædet intet symboliserer. Det gør det, bare ikke undertrykkelse og tvang.
For det tredje håber jeg, at indlægget kan være en støtte til enhvers ret til at gå klædt, som man vil.

Men hvorfor overhovedet gå med hijab? Og er det mit helt eget valg?

Det er nogle af de spørgsmål, der er gået igen blandt dem, der har spurgt mig, og som jeg vil forsøge at svare på i resten af indlægget. Først og fremmest tak til jer, fordi i spørger og ikke lader jeres fantasi argumentere på mine vegne. Dernæst indleder jeg svaret på det førstnævnte spørgsmål med følgende refleksion: det er i udgangspunktet svært at få andre til at forstå, hvorfor jeg vælger at tildække mig i et sekulært land som Danmark, hvor religion fylder minimalt.
Jeg kan godt sætte ord på hvorfor og omvendt blive mødt med accepten til at gå med det. Men at få folk til reelt at forstå det – nå en dybere erkendelse – det tror jeg, de færreste ikke-troende kan. Det er ligesom ikke nok at fortælle, at jeg elsker tørklædet gennem Gud, og at jeg frivilligt og refleksivt vælger Hans retningslinjer til, fordi jeg tror på og mærker, at de er bedst for mig. Det er ikke forklaring nok, fordi jeres spørgsmål og mine svar tager udgangspunkt i to vidt forskellige livssyn; et muslimsk troende over for et andet-troende/ ikke-troende livssyn. De fleste herboende ikke-troende vil (nok ubevidst) søge eller forvente et “rationelt” svar, et svar som kan få ligningen til at gå op. Det er det, vi er skolet til i Danmark fra barnsben; at søge rationelle forklaringer på alt. Men et sådan svar kan jeg ikke levere, fordi det ikke lever op til de a-religiøse præmisser, som spørgsmålet hviler på. Som min tidligere praktikantvejleder sagde, da jeg delte samme refleksion: det svarer til at lære en blind mand farver.
Allerede ved (i mit svar) at erklære min handling til Gud, vil grænsen for forståelse måske være nået for den, som ikke en gang tror på Gud. For nu er det ikke alene tørklædet, men troen på Gud, og at jeg gør noget for Gud, som vedkommende også skal forholde sig til. Det er et krævende udgangspunkt for begge parter. Af samme grund har jeg næppe tænkt mig at suse igennem svarene men i stedet give indlægget den omhyggelighed, det kræver.

Beslutningen om at bære tørklæde er ikke truffet over dag og nat. Den har været undervejs i flere år. Folk, der kender mig, ved, at min religiøsitet betyder meget for mig, fordi den gør mig lykkelig. Jeg er helt ærligt kun blevet lykkeligere af at gå med hijab. Jeg føler, at jeg hviler i mig selv på et dybere plan. Ro og indre balance er nok de ord, der beskriver bedst, hvad tørklædet bibringer mig. Jeg tror, det hænger sammen med, at det gav mig uro, at jeg i flere år ønskede at bære tørklæde, men jeg frygtede reaktionerne fra omverdenen. Kunne jeg bevare mit job eller sågar finde et nyt? Ville folk tænke, jeg er ved at blive radikaliseret? Ville mine veninder kunne rumme mit valg? Blev jeg mon det næste offer for hate crimes? Bekymringerne var mange, og jeg kunne ikke finde balancen i mig selv til at gøre det, jeg allerhelst ville, fordi jeg altid har følt, at det er tabu at være religiøs.
Det påvirkede mig også, når andre problematiserede tørklædet, eller sågar talte det ned over for mig, mens “jeg var det gode bud på en integreret muslim”. De vidste ikke bedre, men jeg fik omvendt et forhåndsindblik i, hvordan de måske en dag ville se på mig. Akavet.

Da jeg var 19 år, gik jeg i en periode og tænkte, at tørklædet ville blive et af de sidste skridt på min religiøse rejse, fordi jeg eksempelvis anså det som vigtigere at forbedre min karakter. Men jeg blev heldigvis klogere, og i dag forstår jeg, at de to ting er tæt forbundet, fordi tørklædet påvirker mine handlinger og dermed min karakter.
Min hijab er min daglige påmindelse bundet om hovedet for at minde mig om, at jeg skal smile til kassedamen, aldrig ignorere en hjemløs, eller kontrollere min vrede. Mange mennesker kan heldigvis også de ting uden et tørklæde om hovedet, men en påmindelse betyder, at jeg oftere end før husker det, at jeg konstant er bevidst om min adfærd, hvorvidt den er acceptabel eller bør forbedres.

Noget andet fantastisk, jeg har opdaget ved bære hijab, er, at det samtidig styrker min kvindelighed. Blandt andet fordi det kun er kvinden i islam, der får lov til at bære det.
At det alene er tilskrevet kvinden, ser jeg altså som noget unikt og smukt frem for undertrykkende eller uligværdigt. Jeg sammenligner det med det at føde. Det føler jeg også har styrket min kvindelighed helt usædvanligt. Det er en fysisk præstation, som ikke kan overgås af nogen anden fysisk præstation i verden efter min mening. Og den er kun tilskrevet kvinden. Det er da alt andet lige unikt og smukt.

Hijab er samtidig en måde at tilbede Allah på, på lige fod med andre ritualer som bøn og faste. Det styrker relationen til min Gud, som for mig er den allervigtigste relation. Det er hele meningen med min eksistens konstant at styrke denne relation. Derfor er valget om at bære tørklæde et symbol på, at jeg sætter Gud først. Mit tørklæde er et symbol på min kærlighed til Gud, min dedikation til Ham. Jeg tror på, at alle mennesker er “slaver” af noget, hvis man vil bruge det ord. Du kan være en slave af mode, materialisme, prestige, sociale relationer, karriere etc. Pointen er bare, at alle mennesker er domineret af noget, som sætter dem i en konstant higen efter det. I mit tilfælde er det higen efter Guds accept, fordi jeg tror på, det er den eneste, rigtige vej til urokkelig lykke, i modsætning til mode, social accept, prestige, rigdom mv., som er ustabilt, midlertidigt, utilregneligt. (For mig er det her en af de centrale pointer ved at tro).

Valget om at bære hijab er mit, og kun mit alene. Det er altså ikke noget, min mand har krævet. Det er heller ikke en eller anden tradition forbundet til det at blive mor (fordi jeg blev mor og bar tørklæde nogenlunde samtidigt), og mine forældre har heller aldrig tilnærmelsesvis forsøgt at presse mig.
Tværtimod har jeg altid, og jeg mener virkelig altid, haft friheden til selv at vælge. At der gik 28 år, før jeg valgte det til, synes jeg understøtter den påstand, selvom jeg ville ønske, jeg havde gjort det før.
Jeg var alene på dagen, hvor jeg bandt min hijab for at gå min første officielle tur med det på. Det skete på en varm sommerdag i slutningen af muslimernes hellige fastemåned Ramadan. Jeg gik gennem vores gågade fuldstændig stolt over mit mod og glad for min beslutning, der samtidigt udtrykker et brud med tabuet omkring det at være religiøs. Det føltes så rigtigt, at jeg næsten glemte, at jeg havde det på.
Fremmede på gaden smilede og talte til mig, som de altid har gjort; noget jeg ellers havde frygtet ville ændre sig. Det var i den sammenhæng, jeg opnåede den vigtigste erkendelse på dette år: at den tungeste hæmsko har været mine egne bekymringer. For her et år efter ser Danmark ud, som det altid har gjort fra min muslimske position.