Religiøs praksis i sekulære Danmark – hvorfor?

De bor i et ikke-muslimsk land, de er født eller opvokset i Danmark, de har været eksponeret for danske værdier, traditioner og normer det meste af deres liv. Hvorfor er det så, at unge, danske muslimer  i stigende grad prioriterer religiøsitet i et land, hvor religion spiller en mindre rolle? Hvorfor er de praktiserende og ikke bare kulturmuslimer, som de fleste danskere er kulturkristne? 

Det er de spørgsmål og den undren, som mit speciale bygger på, og nedenfor har jeg sammenfattet konklusionerne fra mit engelske skriv:
Islam in Denmark: The practicing youth. 

Tidligere undersøgelser har vist, at immigranter tilpasser sig værtslandets normer, hvorfor forestillingen er, at danske muslimer bliver mindre religiøse over tid.
Men en undersøgelse fra oktober 2015 af analyseinstituttet Wilke har vist det modsatte.
Danske muslimer, særligt de unge, vælger i stigende grad at praktisere islam. Dette overraskende resultat satte jeg mig for at undersøge nærmere.

Fra min empiri identificererede jeg fire faktorer, der hjælper os med at forstå, hvordan unge muslimer i stigende grad prioriterer religiøsitet i et sekulært Danmark.

  1. Det viser sig, at religiøs praksis  bidrager positivt til deres integrationsproces.
    Jo mere de går op i deres religion, jo bedre borgere bliver de. Dette er stik imod    tonen i den danske integrationsdebat, hvor dedikeret religiøsitet ofte opfattes som en hæmmende faktor til vellykket integration. På den måde kaster resultatet i mit speciale nyt lys over debatten herhjemme, hvorfor jeg har lavet et særskilt indlæg til dette punkt. Læs det her.
  2. Øget viden om islam har resulteret i øget praksis.
    I lyset af den kritiske tilgang til religion i Danmark, har disse muslimer følt sig nødsaget til at søge mere viden om islam på egen hånd, for at være i stand til at argumentere for deres standpunkter og religiøse valg.
    Flere af dem fortæller mig, at deres forældre har lært dem, hvad man må og ikke må, men ikke tilstrækkeligt forklaret hvorfor man for eksempel skal bede fem bønner dagligt. Samfundets forventning til refleksion og argumentation har sammen med forældrenes utilstrækkelige svar motiveret de unge til at opsøge viden, baseret på nysgerrighed, selvstudie, selvrefleksion og kritisk tænkning. De tør sætte spørgsmålstegn ved alt det, der ikke giver mening, sådan som vi alle er blevet skolet til efter klassisk, individualistisk (Grundtvigiansk) udgangspunkt.
    De tilegnede værktøjer fra dansk skolegang har utvivlsomt – og på afgørende vis – påvirket deres tilgang til at forstå islam, samt træffe religiøse valg.
    Resultatet for dem alle har været, at den opnåede viden har styrket deres tro og lyst til at praktisere, fordi svarene fremstår rationelle. For en ikke-troende kan det være svært at forstå, hvordan muslimer rationaliserer svarene, da en ateist netop baserer sin manglende tro på, at religion er irrationelt. Ikke desto mindre gør de op med, at kritisk tænkning nødvendigvis fører til a-religiøsitetNoget andet interessant er, at flere af dem, jeg har talt med, er mere religiøse end deres egne forældre, som derimod har en kulturel tilgang til islam. Det er særligt her, de unge adskiller sig forældrene, ved netop at have en danskpræget, individualistisk tilgang til religion, i modsætning til forældrene som er opvokset i Mellemøsten, hvor man ikke i samme omfang har haft behov for at være kritisk, fordi “sådan gjorde alle andre også bare.” 
  3. Oplevelsen af, at islam og muslimer bliver negativt omtalt i Danmark og på verdensplan, har forstærket de unges lyst til at dyrke og forsvare deres religion, med henblik på at aflive de mange stereotyper der findes om den. De peger på medier og politikere som den primære årsag til dette – en vurdering der bakkes op af tidligere, internationale studier, men også nationalt, for eksempel en undersøgelse af SFI fra 2012. Strengere toner og strammere, politiske tiltag, som for eksempel burkaforbuddet, har altså en omvendt effekt på disse muslimer, ifølge min empiri. Denne modreaktion skal forstås som en følelse af forpligtelse over for islam til at afmystificere meget af det, de ser som usandt, snarere end en egentlig protest. De holder derfor endnu stærkere fast i islam og bruger sig selv som de vigtige eksempler på at være en dedikeret muslim uden at være radikaliseret eller undertrykt.
  4. Forældre, venner og religiøse miljøer (moskeer og ngo’er) spiller fortsat en vigtig rolle i dannelsen af et religiøst, praktiserende udgangspunkt. Det understøtter tidligere studier også. I min empiri spiller forældrene en vigtig rolle særligt i barndommen.
    De har lagt fundamentet for udviklingen af et praktiserende liv ved at opdrage deres børn i overenstemmelse med islams grundprincipper og ritualer. Moskeerne og muslimske organisationer supplerer til styrkelsen af en praktiserende identitet gennem undervisning, foredrag, sociale arrangementer og religiøse aktiviteter, som de unge deltager i. De har alle venner, der også er praktiserende, og det motiverer gensidigt til i stigende grad at prioritere islam og tilhørende praksis. Nogle af informanterne vælger bevidst venner baseret på fælles værdier og religiøse interesser.

Reaktion: Der er et stærkt behov for at nuancere forståelsen af og synet på det at være religiøs, (have tro som reflekteres i praksis), samt at være i stand til at skelne dette fra ekstremisme. Alt for ofte forveksler vi uforsvarligt disse to begreber.

 

_________________________________________________

For den interesserede læser kan jeg tilføje, at jeg har gjort brug af kvalitative interviews samt observationer af informanterne med udgangspunkt i den antropologiske og religionssociologiske disciplin.
Det har jeg gjort, fordi disse metoder giver mulighed for forstå deltagernes egne referencerammer og opleve virkeligheden, som de oplever den.
Med etnografiske briller har jeg derfor undersøgt deltagernes virkelighed, for at se hvordan det passer med eksisterende teorier. For eksempel har jeg undladt på forhånd at definere, hvad integration eller en praktiserende muslim er. Hele formålet har været at komme tæt på målgruppen og tale med dem frem for om dem.
Optimalt set ville en kombination af kvalitative og kvantitative metoder være bedst, men her passede omfang og tid ikke sammen. Noget af min empiri er dog understøttet af eksisterende, kvalitativ forskning.

Min undersøgelse kan ikke generaliseres til alle unge, praktiserende muslimer i Danmark, men siger noget om herboende unge, muslimske akademikere. 

 

 

 

Én kommentar til “Religiøs praksis i sekulære Danmark – hvorfor?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *