Erkendelsernes vej til islam

Der er cirka én om dagen i Danmark, der konverterer til islam.
Det skønner to, anerkendte, danske imamer, som i kraft af deres virke har beskæftiget sig en del med konvertitter. Den ene er Waseem Hussein, formand for Dansk Islamisk Center, den anden er anonym.

Der findes ikke nogen officielle tal på danske konvertitter, og det er svært at kende den præcise andel, fordi det ikke kræver andet end at fremsige den islamiske trosbekendelse, som kan gøres privat.
Den anonyme imam fortæller mig, at han de seneste 10 år har haft omkring 70 henvendelser årligt fra personer, der vælger at konvertere med hans hjælp. Det er stort set ligeligt fordelt mellem kønnene. De fleste i aldersgruppen 20 til 35 år.

To af dem er Marie på 27 og Rasmus på 30. I indlægget fortæller de, hvordan svære erkendelser om eksistensen, tvang dem til at konvertere til islam.
De er begge opvokset med en ateistisk tilgang, der altid har banet vejen frem til mening i deres liv, lige indtil den kulminerede med en anden – erkendelsernes vej til islam.

De står begge kun frem med fornavn, blandt andet fordi det ikke er alle, der endnu har kendskab til deres konvertering.

Jeg bevidner, at der ikke findes nogen Gud udover Allah. Og jeg bevidner, at Profeten Mohammed ( fred og velsignelser være med ham) er Allahs sendebud.

Ordene fra den islamiske trosbekendelse havde i noget tid fundet deres vej til Maries hjerte. Nu var det på tide at sige dem højt.

“Det var så vildt og overvældende på dagen, hvor jeg konverterede. Jeg havde to veninder med, og så var der imamen og en anden mand. Jeg rystede på vej derover. Det føltes, som om alle mine tarme var viklet ind i hinanden, og jeg havde uro i kroppen. Men idet jeg sagde trosbekendelsen højt, var det, som om alt indeni mig gled tilbage på plads igen. Det føltes så rigtigt.”

Det er cirka et år siden, at Marie valgte at bekende sig til islam. Et valg, der kom som resultat af en svær og forvirrende erkendelsesproces:

“Jeg følte faktisk, at hele mit eksistensgrundlag brød sammen, fordi pludselig var tingene meget anderledes, end det jeg var opdraget med og havde fået at vide altid.”

Vi spoler et års tid tilbage. For det lå ikke umiddelbart i kortene, at en som Marie ville blive muslim. Hun er ikke opvokset med muslimske venner, hendes kendskab til islam var overfladisk og overvejende negativt. Og indtil for et år siden, var hun overbevist om, at troen på Gud var irrationel, og at religion i det hele taget kun var for folk med særlige behov:

“Jeg havde den holdning, at religiøse mennesker havde behov for at bekende sig til et eller andet for at finde mening med tilværelsen. Og at det var nogle mennesker, der havde behov for at fralægge sig ansvar for livet, og hvad der sker i livet. Så hvis der skulle ske noget, er det nemmere bare at sige, jamen det er Guds vilje, jeg kan ikke gøre noget ved det.” 

Og hvad var meningen med livet fra din daværende, ateistiske position?
“Jamen, at man selv skulle skabe mening, og at man selv var herre over sit liv. Jeg havde bare accepteret, at jeg er der bare. Jeg havde hverken behov for eller lyst til at finde en grund til, hvorfor jeg er her, og lukkede lidt af for tanken om, at der kunne være noget andet.”

Men så skete der noget, der tvang Marie til at gøre sig nogle nye erkendelser om livet, religiøse mennesker og meningen med at være her. Det vender vi tilbage til, for først skal vi høre lidt om Rasmus, der for syv år siden begyndte at føle, at videnskaben, som hans primærekilde til svar, ikke længere var tilstrækkelig.

“Indtil dér, havde jeg levet et almindeligt, dansk liv med en ateistisk indstilling til tingene. Jeg har altid været meget interesseret i naturvidenskab og hentet svar og mening der, men det nåede til et punkt, hvor svarene ikke var fyldestgørende. I fysikken er der eksempelvis mange påstande om, hvad der skete inden Big Bang, men hvis man tænker over det, er det ikke muligt at vide, hvad der skete før. Så rent empirisk er der ikke tilstrækkelige belæg for at sige, at Gud ikke findes. Jeg synes at mange af de beviser, som videnskabsfolk bruger, er for vage og søgte, og derfor begyndte jeg at tænke, jamen måske er der så en Gud? Og da jeg samtidig fandt ud, at evolutionsteorien heller ikke var fyldestgørende, blev jeg nødt til at lede efter svar andre steder.”

Der var også en anden årsag til, at Rasmus valgte at lede i religion. For på trods af en kulturkristen og robust opvækst i en kernefamilie, havde Rasmus brug for at finde en dybere mening med sin eksistens.

“Selvom jeg ikke umiddelbart manglede noget, begyndte jeg for nogle år tilbage at føle, at de ting, jeg foretog mig, var meningsløse. I en periode handlede det fx bare om at feste og drikke sig fuld hver weekend, og den livsstil blev bare for tom og ensformig. Og nu kan man få indtrykket af, at jeg havde et tomrum, som jeg udfyldte med religion, men sådan var det ikke, for processen tog flere år. Der manglede bare en ekstra dimension her i livet, så jeg begyndte at tænke, at der var mere, jeg ikke havde indset, noget ekstra her i verden, jeg gik glip af.”

Troens logik
Vi vender tilbage til Marie, som i år 2016 var i gang med sin uddannelse i læring og forandringsprocesser på Aalborg Universitet. Under sin studietid møder hun en praktiserende muslim, som hun havde meget svært ved at forstå, men også svært ved at ignorere.

“Han levede bare ikke op til de fordomme, jeg havde. Han var meget reflekteret og intelligent, og det passede bare ikke med det billede, jeg havde af religiøse mennesker. Jeg kunne ikke forstå, at et intelligent menneske som ham kunne basere store livsbeslutninger og hele sit liv på en religion. Så blev jeg ligesom nødt til at finde ud af, hvordan det kan være. Hvad er det her for en religion, der samtidig er den hurtigst voksende i verden? Jeg vidste næsten ingenting på forhånd, og jeg var præget af medierne og tænkte, at islam kunne være en lidt farlig vej at gå.”

Selvom Marie følte sig sikker i sin ateistiske livsanskuelse, besluttede hun sig for at møde sin ambivalente nysgerrighed. Hendes indgangsvinkel var styret af nogle abstrakte tanker om eksistensen, som hun her forsøger at konkretisere:

“Min søgen handlede meget om, hvorfor er der noget i den her verden? Hvornår er der nogensinde kommet noget ud af ingenting? I matematik har man eksempelvis fundet på nullet, for at regnestykket kan gå op.
Hvis udgangspunktet er, at der en gang ikke var noget, hvordan kan regnstykket så gå op med alt det, der eksisterer i dag? Altså hvordan bliver en kraft til en kraft? Det gør den ikke af sig selv, så hvad sætter gang i kraften? Hvis der ikke er andet end kraften selv, vil den være i sit eget system, og den vil være fast, for den vil ikke kunne ændre sig uden påvirkninger – så hvad påvirker den til at ændre eller udvikle sig? Konklusionen om, at der på et tidspunkt har været ingenting, stemmer bare ikke. Den er ulogisk. Det var min første, store erkendelse.” 

Men kan du forstå, hvis nogen tænker, at den anskuelse er irrationel?
“Hvis alternativet er at tro fuldt ud på moderne videnskab, så ændrer den sig jo hele tiden. Der var også en gang, hvor man troede, man vidste, at jorden var flad. Videnskab er det bedste bud, man har indtil videre. Hvis man virkelig sætter sig ind i det, kan jeg ikke se, hvordan det skulle være ulogisk at tro. Jeg synes, det er mere ulogisk at tro på, at alting opstår af sig selv. Jeg tror i øvrigt, alle videnskabsfolk, religiøse såvel som ateister, mener, at “noget” satte gang i udviklingen – spørgsmålet er bare, hvad dette “noget” er.  Det må være noget, som er udenfor og uafhængigt af det, vi kender som tid og rum. 

For Rasmus er modsvaret en blanding af logik og menneskets ydmyghed, som han mener, vi bør værne om.

“Hvis det er irrationelt at tro på Gud, fordi der ikke er beviser, så kan man vende den om og sige, at eksisterende beviser for ikke at tro på Gud er mere vage, end rent faktisk at tro på Ham. Jeg føler lidt nu om dage, at mennesket bliver gjort til et superfænomen, der kan styre og bestemme alt. Vi er meget mindre end det.”

De videnskabelige mirakler
Videnskaben i islam var i særdeleshed det, der optog Rasmus.
Hans religiøse rejse var ellers begyndt et andet sted – i kristendommen, fordi det var mest nærliggende for ham. Derfra bevægede han sig over i jødedommen, buddhismen og hinduismen, uden helt at have fundet det, han søgte, nemlig de svar, som den moderne videnskab ikke tilfredsstillende leverede.
På et tidspunkt, mens han læste Human Biologi på Københavns Universitet, havde én særlig oplevelse rettet hans fokus på islam.

“Jeg havde på studiet lige læst om graviditeten, og hvordan et foster udvikler sig. Et par dage efter faldt jeg tilfældigt over et youtubeklip, som beskrev fostrets udvikling i livmoderen, sådan som det står beskrevet i Koranen. Jeg fik hjertebanken, og der gik en meget speciel følelse gennem min krop, for det var præcis det, jeg havde læst om nogle dage forinden i en universitetsbog fra nyere tid. Oplevelsen indskrænkede min søgen, og det gik op for mig, at det var i islam, jeg skulle lede videre,” siger Rasmus og uddyber:

“Det, der tiltrækker mig ved islam, er, at videnskab og religion går hånd i hånd, hvor i Vesten får man indtrykket af, de to ting bekriger hinanden, de opfattes som hinandens modsætninger. Men hvis man læser islamisk historie, har videnskab og religion altid hængt sammen, og da muslimerne stod stærkest i Østen, stod de også stærkest i videnskaben. I vesten tænker man jo i dag, at der hvor religion dyrkes, der er man tilbagestående videnskabeligt set.”

Videnskaben i Koranen åbnede op for endnu en erkendelse hos Marie.

“Jeg kan ikke se, hvordan man for 1400 år siden kunne vide, at bjerge har rødder og er dem, der holder jorden i balance. Eller at der, hvor to forskellige have mødes, sørger en barriere for, at de ikke blandes med hinanden. Det er jo noget, videnskaben først har kunnet påvise meget senere.”

En svær erkendelse
Vi spoler frem igen, til det tidspunkt, hvor Marie og Rasmus er nået frem til, at det er islam, de tror på. Alligevel havde de svært ved at overgive sig til religionen.

“En af grundene til, at det tog mig flere år at konvertere, er, at jeg var forsigtig. Jeg følte, at jeg skulle vide så meget som muligt, før jeg gik ind til det. Og hvis islam sagde noget, hvad sagde andre religioner så om det? for hele tiden at have noget at holde op imod det,” forklarer Rasmus som efter syv års søgen valgte at konvertere i februar i år.

Maries proces var noget kortere og varede et halvt år, før hun følte sig overbevist. Undervejs blev hun frustreret og skræmt over de erkendelser, hun havde gjort sig, og havde af den grund brug for at holde lidt igen.

“Alt det, jeg baserede mit liv på brød fuldstændig sammen, ikke bare fra min opdragelse, men også det jeg havde lært i samfundet og skolesystemet. Så begyndte jeg at undersøge andre religioner, og jeg havde lige dér brug for, at nogen kunne argumentere tilstrækkeligt imod, at islam faktisk var sandheden. Jeg ringede for eksempel til en ven, der er ateist, og bad nærmest om at overbevise mig om, at det, jeg havde fundet ud af, ikke passede, men det hjalp ikke. Derfra gik det stille op for mig, at jeg tror på det her, jeg tror på islam, andet gav bare ikke mening, og derfor følte jeg mig nødsaget til at konvertere.
Der var mange, der spurgte mig, om jeg havde lyst til at være muslim, og jeg sagde faktisk nej. Jeg syntes ikke, det var en fed ting, at jeg skulle være muslim. Jeg er i dag virkelig glad for at være det, og har også hundrede procent lysten med, men på det tidspunkt i processen, hvor det gradvist går op for mig, at islam er den eneste sandhed, der var det ikke fordi, jeg var drevet af lyst. Jeg var drevet af mening og logik. Så valget om at konvertere på det tidspunkt var en konsekvens af, at sådan er virkeligheden, og den var jeg nødt at forholde mig til, jeg var nødt til at konvertere.”

For Rasmus var det også erkendelser snarere end lysten til at være troende, der, som han selv siger det, tvang ham til at konvertere.

“Der var en hel del af mig, som ikke havde brug for, at islam var sandheden, fordi livet på mange måder ville være nemmere uden. Men mine erkendelser tvang mig til at lave om på mit liv. For hvorfor lede efter sandheden, hvis man bagefter bare vil ignorere den?”

Men en ikke-troende vil måske her tænke, fint nok at du er nået frem til, at Gud findes. Men hvorfor vælge at begrænse dit liv efter stringente regler, når en som dig er opvokset med muligheden for at leve præcis som du vil?
“Det her er den sværeste samtale at have med en ikke-troende. Jeg tror ikke, man kan forstå det, med mindre man selv starter en process, hvor man gør sig nogle erkendelser om livet og meningen med at være her. Jeg ser ikke, jeg begrænser mit liv, for jeg lever egentlig ikke meget anderledes, end jeg gjorde før. Jeg har bare ændret betingelserne for, hvem der sætter de her rammer, som jeg bedst muligt forsøger at overholde. Der er altid nogen, der sætter begrænsninger for dig, så hvis ikke det er din religion så er det noget andet eller nogen andre. Hvis du eksempelvis kan se, at vejen er fri, hvorfor venter du så på, at der bliver grønt? Det gør man jo på grund af de rammer og love, vi har. Det er det samme islam gør. At det så er super uforstående, at man tager en gammel bog og følger dens regler, det forstår jeg godt kan virke underligt for andre. Jeg tænkte også en gang, at det er underligt, folk går i kirke hver søndag. Hvorfor ikke lave noget sjovt i stedet? Men dér er det altafgørende for forståelsen, at man først erkender, at der findes en Skaber. For når man har gjort det, bliver man nødt til at købe hele pakken og stole på, at de retningslinjer, Han er kommet med, er bedst for os. Uanset om man forstår dem eller ej, så må man ligesom acceptere dem, fordi Han ved bedst.”

Research: Jeg har kontaktet flere muslimske organisationer med henblik på at indhente mere præcise estimater på andelen af danske konvertitter, dog uden de helt store resultater. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *